Skip to main content

Færøerne og de homoseksuelle

(Kronik i Information)

I længere tid har der verseret en debat om de homoseksuelles (manglende) rettigheder i det færøske samfund. Det færøske samfund er (som mange andre småsamfund) et ganske ekskluderende samfund, der eksporterer sine ”problembørn” til især Danmark. En af de befolkningsgrupper, der længe har følt sig trængt på Færøerne er de homoseksuelle, der aldrig har været beskyttet af nogen lov som i de andre nordiske lande. Indtil for nylig er eksklusionen af de homoseksuelle foregået i det skjulte, da homoseksualitet stort set ikke har eksisteret i den færøske fælles bevidsthed. Hvis man trods dette har hørt om homoseksualitet, så har det været med en slet skjult hentydning til det syndige udland, hvor folk lever i gudsløshed i skarp kontrast til det ”rene” Færøerne, hvor ”Guds eget folk” føler sig nådigt behandlet af skaberen.

Men i løbet af de sidste par år er der sket noget på dette område. Tabuet omkring de homoseksuelle er brudt, og en lang række prominente personer har vist deres støtte og sympati for den udsatte befolkningsgruppe, bl.a. ved underskriftsindsamlinger og demonstrationer. Ved Skt. Olai 2004 viste lagmanden Jóannes Eidesgaard sin sympati for de homoseksuelles rettigheder, og i løbet af sensommeren 2005 var der en storstilet konference i Tórshavn, hvor en lang række politikere og almindelige mennesker viste deres støtte til de homoseksuelle. Dog ville kulturministeren Jógvan á Lakjuni fra Folkepartiet ikke være med på vognen, og hans udtalelese om at ”det bliver en katastrofe for vores nation, hvis landets myndigheder understøtter en accept af homoseksuel adfærd som noget naturligt” (Sosialurin, 22.august 2005 – oversat af mig) er svær at glemme for alle dem, der mener at homoseksualitet er medfødt og ikke kun en ”adfærd” eller en ”sygdom”. Det er vigtigt for forståelsen af den færøske debat, at homoseksualitet som regel beskrives som en adfærd, og ikke som en personlig egenskab. Derved menes homoseksuelle blot at være vildfarne mennesker, der har misforstået noget grundlæggende i livet. Blandt den brede færøske befolkning ses homoseksualitet som et fænomen på linie med alkoholmisbrug eller rygning, dvs. et misbrug, der bør behandles.

I løbet af efteråret blev der så fremsat et lovforslag om en antidiskriminationslov (forbud mod diskrimination på baggrund af seksuel orientering), der skulle beskytte seksuelle minoriteter, herunder homoseksuelle. Efter at der længe havde vist sig at være opbakning til lovforslaget, blev det dog vraget den 13. december med 12 stemmer for og 20 stemmer imod, da fem borgerlige lagtingsmedlemmer fra provinsen (og en enkelt fra hovedstaden) pludselig fik kolde fødder og valgte at stemme imod forslaget, selv om de havde udtrykt deres støtte til det.

De homoseksuelle har størst sympati i hovedstaden og blandt de få kvinder i lagtinget. I provinsen bliver i det store og hele betragtet som politisk selvmord at stemme for et lovforslag som dette, da det i vide kredse betragtes som at ”stemme imod Gud”, hvilket selvfølgelig er lig med en social katastrofe i de meget religiøse færøske landområder. Dette har sikkert været medvirkende til at enkelte lagtingsmedlemmer, der oprindelig var positive i forhold til lovforslaget alligevel valgte at stemme imod pga. truslen fra deres bagland. Det hører med til historien, at forslaget om forbud mod diskriminering på baggrund af seksuel orientering i høj grad er blevet italesat som en moralsk opbakning til homoseksualitet, hvilket af kulturministeren blev fremsat som en national katastrofe.

Den anseelige gruppe af lagtingsmedlemmer, der trods deres personlige sympati for de homoseksuelles rettigheder, valgte at stemme imod forslaget, forklarede dette skisma med det ret vage argument, at man ikke bør lave særlove for minoritetsgrupper, da alle mennesker bør være beskyttet af den almindelige lovgivning, og at færinger for resten ikke er kendt for at ”mobbe andre”. Man mente at det ikke var nødvendigt med en antidiskriminationsparagraf, da det nok ikke stod så galt til med de homoseksuelles rettigheder trods alt. Dette udsagn fik lov til at stå sin prøve i ugerne efter lovforslagets fald, men den 23.december eksploderede en bombe, der skulle vise de potentielle konsekvenser af den manglende retsbeskyttelse af seksuelle minoriteter.

I et læserbrev i den landsdækkende avis Dimmalætting gik den danske sognepræst i Hvalvík, Mogens Tilsted Christensen til frontalangeb mod de homoseksuelle, hvor han med en lang række udsagn søgte at stigmatisere de homoseksuelles position i det færøske samfund (mine understregninger): ”De homoseksuelle lobbyister i store dele af verden gør sig ivrige anstrengelser for at få politikere og endda præster til at tro, at det er godt og humant og en menneskeret at være homoseksuel.” Herved søgte han at så tvivl om rettighederne til ens seksuelle observans, f.eks. homoseksualitet, og gør det desuden til en ”umenneskelig” tilstand, dvs. noget der ikke bør forbindes med ”gode mennesker”.

Dette blev fulgt op af følgende temmelig tilforladelige udsagn: ”Hvis vi alle sammen til enhver tid ville udvirke vore lyster, som har behov for – som syndige mennesker – skabt i Guds billede, så ville vi få både almindelige sex-overgreb på både voksne og børn som dagsorden. Hvem får ikke ”sære lyster” en gang imellem? Men hvis vi ikke siger ja og nej på de rigtige steder, så må vi tage konsekvenserne af vore fejl og lyster.” Problemet med dette udsagn er, at Mogens Tilsted Christensen gør det utilstedelige at kæde homosexualitet sammen med fænomener som voldtægt og pædofili, noget han følger op på senere i brevet: ”Hvis en børnehave eller en skole har homoseksuelle eller pædofile pædagoger til at tage sig af børnene, så udsættes børnene for vrangpåvirkninger i stedet for at få sunde og fornuftige Guds vidnesbyrd og belæringer om, at det seksuelle hører hjemme i ægteskabet mellem mand og kvinde.” Og senere igen: ”Det menneske, som ønsker at udøve sin homoseksualitet, må påtage sig andet arbejde end at være lærer eller pædagog. Mennesker er normalt udstyret med evner til at kunne arbejde med mange ting. / Man sætter jo ikke ræven til at vogte høns.”

Det Mogens Tilsted Christensen gør i denne passage, er at beskrive homoseksuelle som mennesker, der gør skade på børn, dvs. er pædofile eller børnelokkere. Derved har han umenneskeliggjort de homoseksuelle, ja gjort dem ”syge” og ”kriminelle”, hvilket igen berettiger at han kan kræve et Berufsverbot for homoseksuelle (der grupperes sammen med pædofile), således at de i hvert fald ikke kommer til at arbejde med og blandt børn.

Der er mange andre passager i Mogens Tilsted Christensens læserbrev, der sagtens kunne tåle at blive citeret, men det ville føre for vidt at gennemføre en fuldstændig dechiffrering af det ret kryptiske læserbrev. I stedet vil jeg slutte med følgende særdeles rammende udtalelse, der fungerer som konklusion i læserbrevet: ”Mens verden tilsyneladende går af lave, så går Færøerne stadig fremad på alle de områder, som er godt for mennesker. / Det er aldrig forgæves at følge Guds gode belæringer. De vil altid være til fordel i det lange løb. / Glædelig og velsignet jul, godt nytår og tak for det gamle kære Færøerne!” Færøerne er altså stadigvæk et ”rent” land, der ikke har bevæget sig bort fra de gamle kristne dyder, som det syndige udland (”syd på”) har.
Den 30.december blev Mogens Tilsted Christensen meldt til politiet af en gruppe unge mænd fra Tórshavn. Anmeldelsen skete på baggrund af det læserbrev jeg har citeret fra i denne kronik. Det bliver spændende at se hvordan denne retssag vil udspille sig, eller om Færøerne endda vil blive stillet for menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Lagtinget har i hvert fald frataget domstolene det redskab, der kunne forhindre sådanne stigmatiserende udtalelser. Man har formodet, at et sådant redskab ikke ville være nødvendigt, da færinger ikke har tradition for ”at mobbe andre”.

Hele forholdet til de homoseksuelle er stadigvæk pakket godt ind. Med den kristne godhed, der trives på Færøerne, er der ingen, der ønsker at forfølge de homoseksuelle. Men derfor kan man da godt fordømme homoseksualiteten. Dette trick er muligt, fordi man bredt på Færøerne ikke accepterer opfattelsen af at homoseksualitet er biologisk betinget, men netop betragter den som ”en afsporet adfærd” eller i nogle tilfælde ”en sygdom”. Derved er homoseksualitet ikke en menneskerettighed i den færøske kognition, og derfor er modstanden så markant mod at beskytte homoseksuelle (ca. 60 % af befolkningen var imod antidiskriminationsparagraffen ifølge en Gallup-undesøgelse). Det er med denne baggrund at bl.a. Amnesty International har udtrykt tvivl om de homoseksuelles menneskerettigheder på Færøerne.


Samal Matras Kristiansen, sociolog

Comments

Popular posts from this blog

Er Kommunuvalskipanin nøktandi?

Í Tórshavnar kommunu fekk Javnaðarflokkurin 41,3% av atkvøðunum til kommunuvalið, men hetta gav heili 53,8% av býráðslimunum. Orsøkin liggur í sonevnda d’Hondt-uppgerðarháttinum, ið gevur størri flokkum betri sømdir enn smáum. Hesin vansin gjørdist í ár serliga týðiligur í Tórshavnar kommunu, men eisini aðrastaðni, t.d. í Fuglafjarðar kommunu hendi tað sama.
Sámal Matras Kristiansen, samfelagsfrøðingur, 14. nov. 12
Hendan greinin snýr seg ikki um hvørt hesir listar hava uppiborið teirra nývunna absolutta meiriluta, tí tað hava teir, tí soleiðis er vallógin. Men hvat er tað nú lógin í grundini sigur?
“§ 19. Stk. 2. Fyrst skal verða avgjørt, hvussu nógv valevni skulu verða vald fyri hvønn valevnislista. Samlaða atkvøðutalið fyri hvønn valevnislista verður at býta við 1, 2 3 o.s.fr., til hvørt atkvøðutalið er býtt við tali eins stórum og talið á sessum, sum avvarðandi valevnislisti kann hugsast at fáa í mesta lagi. Hægsta býtingartalið, sum soleiðis kemur fram, gevur tí lista, sum fær tað …

Føroyskur politikkur – moralpolitikkur

Føroyskur politikkur hevur søguliga verið lýstur við tveium ásum: vinstra/høgra og loysing/samband. Men seinastu tíðina hevur nógv verið tosað um, at vit nú byrja at síggja enn ein “etiskan” ás í føroyska politiska landslagnum, ið meiri byggir á moralskar spurningar enn á konkret valdsforhold og ræðisrætt á málsøkjum.

Sámal Matras Kristiansen, samfelagsfrøðingur

Ein “etiskur ásí” er í ávísan mun við at taka skap í føroyskum politikki. Moralur fyllir alsamt meiri í politiska landslagnum, og her er í seinastuni komið til skarpskeringar millum “moralkonservativ” og “moralprogressiv”, m.a. í víðagitna málinum um §266b. Tó er tað serliga tann konservativi (serliga religiøst-konservativi) bógvurin, ið hevur trinið inn á politiska landslagið, meðan tað saknast eitt "progressivt" alternativ.

Í Danmørk finst ein slíkur etiskur ási, har Dansk Folkeparti tekur at kalla somu
fremmandra- og framburðs-ivasomu støðu sum Miðflokkurin í Føroyum (tó er DF nationalt-konservativur, meðan MF er reli…

Útlendskar kvinnur í Føroyum - ein javnstøðutrupulleiki – og –møguleiki

Grein við støði í framløgu fyri Javnstøðunevndina á Fólkafundinum í Hoyvíkar skúla 21. Sept. 2012.
Føroyingar hava søguliga ikki havt serliga nógvar útlendingar, um sæð verður burtur frá dønum, ið hava búsett seg í Føroyum. Útlendingur skal vanliga skiljast sum ein, ið er føddur aðrastaðni enn í Føroyum, men í hesi greinini viðgeri eg einans útlendingar frá ikki-Norðurlondum.
Rákið seinastu árini hevur verið, at tað koma alsamt fleiri útlendskar kvinnur til Føroya, og hesar eru nú við at verða ein týðandi samfelagsbólkur í ymiskum pørtum av landinum. Vit vita sera lítið um tær, men í stóran mun verða tær giftar við føroyskum monnum. Til ber at siga, at fráflytandi føroysku kvinnurnar skapa eitt tómrúm, ið í ávísan mun verður fylt av hesum útlendskum kvinnum.
Hvar koma útlendingarnir so frá? Við fyriliti fyri, at hagtølini tíverri eru sera ófullfíggjað, hómast tó nøkur mynstur. Flestu útlendingar koma frá “Europa annars”, tvs. Europa uttan Norðurlond, og her eru menn í yvirtali seinnu…